DIY Fredag: Hjemmelavet kryddersnaps til Fars Dag

Hvordan kan det være, at det altid er SÅ svært at finde en god gave til Fars Dag (5. juni)? Mænd er bare mere besværlige at finde gaver til.

Jeg er kommet frem til at en kryddersnaps må være en god gave til Fars Dag, og det er noget, man sagtens selv kan lave, derfor er det denne fredags DIY indlæg.
Hjemmelavet snaps med smag er ikke kun noget, man laver op til jul, der er mange opskrifter på snaps, som skal laves om foråret/sommeren.

Det er vigtigt at bruge en snaps, som ikke i forvejen har fået tilsat smag. Det kan bl.a. være Svendborg Snaps, Brøndums Klar Snaps eller vodka.
Vælger du vodka frem for snaps, vil det endelige resultat være noget mildere i smagen.

Der ligger et væld af forskellige opskrifter på snaps med smag rundt om på nettet.
Jeg har valgt nogle ud, som jeg synes lyder gode at drikke hen over sommeren, og som ikke har en trækketid på flere måneder, så gaven snart kan tages i brug.

Søstrene Grene har så sent som idag lagt et billede på deres Facebook side af en fin karaffel til 29,90, som vil være helt perfekt at lave kryddersnaps til far i.

Lav en fin lille mærkat til flasken, hvor du skriver hvilken smag snapsen har, og evt. hvornår den er klar til at blive drukket.

Opskrifter på hjemmelavet kryddersnaps

Frokostsnaps
Fundet hos Maarslet snaps.
Den lyder til at være frisk og perfekt til en sommerfrokost på altanen.

Ingredienser:
Skallen af 2 usprøjtede citroner
1 vanillestang
10 safrantråde
4 stilke citronmelisse
6 cm lakridsrod
1 spsk akaciehonning
1 fl. snaps/vodka 70 cl

Skræl citronerne med en kartoffelskræller, sørg for ikke at få noget af den hvide hinde med; skær skrællen i fine strimler.
Flæk vanillestangen og kom den og alle de øvrige ingredienser i et glas, som overhældes med snaps.
Lad snapsen trække i mindst 2 uger, hvorefter den filtreres.


Myntesnaps
Fundet hos Brøndum Snaps.
En snaps med en frisk smag, som jeg tænker, vil være god i sommervarmen.

Ingredienser:
1 fl. snaps/ vodka 70 cl
4-5 myntekviste

Kom myntekvistene (både blade og stængler) ned i flasken med snaps.
Lad det trække i 5-6 dage og filtreres så.


Dild snaps
Kommer også fra Brøndum Snaps.
En klassiker som gør sig godt året rundt.

Ingredienser
1 fl snaps 70cl
1 potte frisk dild

Pluk dilden og kom den i en flaske med halvdelen af snapsen.
Efter 4-5 dagen filtreres snapsen og hældes tilbage i flasken sammen med den sidste halve flaske snaps.

Hyldeblomst snaps
Opskriften er fundet hos Claus Hjelm.
Hyldeblomster er jo en velkendt blomst at lave en lækker saft af, så hvorfor skulle man ikke også kunne lave en skøn snaps af disse blomster?

Ingredienser
6-7 hyldeblomst skærme
2-3 skiver citron
2 spsk. Honning
1 fl. snaps/vodka 70cl

Klip blomsterne af skærmene, så der er så lidt stilk med som muligt.
Kom blomsterne i en glaskrukke/flaske med citronskiver og honning som så overhældes med snaps.
Lad det trække i 4-5 dage, hvorefter den filtreres og evt. fortyndes.
Lad den stå i minimum 14 dage længere inden den drikkes.

Mælkebøtte snaps
Fundet hos Kryddersnapsen , billede fra Dissing on the go.
En rigtig forårsblomst, som sikkert kan give en lækker smagfuld snaps.
Det er vist stadig muligt at finde nogle mælkebøtter, som endnu ikke er blevet hvide støvbolde.

Ingredienser:
Mælkebøtte blomster-hoveder (nok til at fylde et stort syltetøjsglas)
Snaps/vodka

Pil det grønne fra mælkebøtterne, så det kun er det guld fra blomsterne, som du kommer i dit syltetøjsglas.
Overhæld blomsterne med snaps.
Lad snapsen trække i 5-7 dage, hvorefter den filtreres.
Lad den trække 14 dage mere inden den drikkes.

 

God fornøjelse med snapsefremstillingen.