Der er mange ting, jeg bruger en enkelt gang for så at smide det ud.
Jeg bliver aldrig som min mormor, der havde en skuffe med gammelt gavepapir og bånd, som godt kunne bruges igen.
Men jeg har da lige nu hjemmelavede syltede agurker i gamle syltetøjsglas, så det er ikke alt, som ryger i skraldespanden/genbrugscontaineren.
Ofte bliver tingene ikke brugt igen, fordi det kun er beregnet til at blive brugt én gang - såsom vatrondeller.
Men nu er jeg kommet på et genanvendeligt alternativ, så jeg både sparer penge og laver mindre skrald.
Jeg har nemlig lavet vatrondeller af stof, så de kan vaskes og bruges igen og igen.
Mine stofrondeller er ikke runde men firkantede, da jeg synes, det er spild, at klippe små runde stykker stof, for så at stå med en stor, hullet rest stof, som ikke kan bruges til noget. Firkanter er nemmere at klippe, så hele stofstykket bliver brugt.
Nogle gange er det også rart at have et hjørne til lige at nå ind i alle kroge.
Jeg har lavet to forskellige stofrondeller - en som er blød på begge sider, og en som er lidt mere grov på den ene side, så den også giver lidt peelende effekt.
Det bløde stof er flonel, mens den grove side er ostelærred.
Da flonel er blødt på begge sider, behøver de bløde rondeller kun at være i et lag, da der ikke er forskel på for- og bagside.
Begge stoffer er bomuld, så de kan tåle at blive vasket ved 60 grader, så man slipper af med de fleste bakterier ved vask.
Husk altid at vaske stoffet, inden du begynder at sy af det. Dette er især vigtigt, når de to typer stof skal syes sammen, da de ikke krymper ens.
Jeg har valgt at bruge hvid flonel og ubleget ostelærred. Hvidt flonel minder mest om almindelige vatrondeller, og jeg fandt en rest ostelærred på tilbud, så det blev den ublegede type frem for helt hvid.
Kanten på stofrondellerne har jeg syet med tæt zigzag, så de ikke begynder at flosse, og de to lag sidder sammen.
På de bløde rondeller har jeg syet kanten med hvid tråd, og de andre har jeg syet med lyserød. Så kan jeg nemlig let kende forskel på dem, når jeg står en sen aften og skal fjerne min mascara, så jeg ikke begynder at gnide mig om øjnene med det grove ostelærred.
Du kan vælge farver på tråd, som passer til farverne på dit badeværelse.
Sådan laver du genbrugelige vatrondeller af stof
Materialer:
Flonel stof
Ostelærred
Tråd
Redskaber:
Saks
Symaskine
1.
Start med at klippe dit stof ud i firkanter.
Jeg lavede dem med en grov side lidt større, da jeg vil bruge dem til hele ansigtet, så der skal bruges lidt mere end kun til øjnene.
Læg evt. stofferne ovenpå hinanden når du klipper det ud, så du får firkanter, som er præcist lige store.
2.
Sy kanten med zigzag på maskine.
3.
Klip tråden af og dine stofrondeller er klar til brug.